Morten er en ung fyr, der drømmer om at uddanne sig til Social- og Sundhedshjælper. For et par år siden gik han i gang med uddannelsen, der skulle gøre drøm til virkelighed, men blev undervejs i forløbet erklæret ikke-uddannelsesparat og stoppede derfor med at studere.
Morten, der bl.a. er diagnosticeret med generelle indlæringsvanskeligheder, blev herefter visiteret til STU Viborg. Ønsket om at blive Social- og Sundhedshjælper eller alternativt Pædagogisk Assistent var dog stadig intakt. Derfor blev de langsigtede mål med STU at arbejde hen imod at gøre Morten enten arbejdsmarkedsparat, så han ville kunne varetage et ufaglært medhjælperjob på et plejehjem (evt. på fleksjobvilkår) eller endnu bedre at støtte ham til at blive uddannelsesparat.
STU Viborg har sammen med andre STU organisationer og OCN Danmark taget initiativ til udviklingsforløbet Projekt Rød Tråd, der på en enkel måde skal gøre det tydeligt, hvad den unge har lært i løbet af sin uddannelse og sine praktikker. Her er OCN-metoden guld værd, da den dokumenterer læringen skridt for skridt og gør det muligt at give den unge beviser på, hvad han/hun kan. OCN beviserne kan være med til at bane vejen for den unges videre uddannelse og vej ud på arbejdsmarkedet.
Mortens forløb startede med undervisning på skolen, hvor man benyttede forskellige OCN læringsforløb med fokus på basale arbejdsmarkedsfærdigheder som ”Mødestabilitet og orden”, ”Fremtoning og tilstedeværelse”, ”Sprog og kommunikation”, ”Rammer, regler og fokus” samt ”Personlig hygiejne på arbejde”. Herefter kom Morten i 3 måneders praktik i en SFO, hvor han dokumenterede sin læring gennem OCN-forløbet ”Praktik i SFO”. Han var dog stadig mest interesseret i ældrepleje, så der blev efterfølgende etableret et møde med en studievejleder på Social- og Sundhedsskolen for at lave en plan over, hvad der skulle til, hvis Morten skulle optages på uddannelsen igen.
Det blev aftalt, at Morten skulle tilegne sig viden gennem et intensivt praktikforløb og derefter søge ind på uddannelsen, når både praktikvært og UU-vejleder vurderede, at han var blevet uddannelsesklar.